Rhinguldet

Rhinguldet (tysk: Das Rheingold) er den første af de fire operaer, som udgør operatetralogien Der Ring des Nibelungen af Richard Wagner, som både har komponeret musikken og skrevet librettoen.

Das Rheingold blev oprindeligt skrevet som en indledning (Vorabend) til den egentlige Ring; Das Rheingold hører dog til cyklussen, som generelt betragtes som bestående af fire individuelle operaer.

Rhinguldet er historien om hvordan dværgen Alberich røver rhinguldet og gør det til en ring, der giver alverdens magt, hvorefter guden Wotan hugger den og bruger den som betaling for opførelsen af borgen Valhalla. Grundlaget for hele værket etableres i optakten til operaen, der forløber over mere end 136 takter. Forspillet begynder på et lavt es og udvikles efterhånden til mere forfinede E-durs-figurationer for at skildre den flydende Rhin. Dette forspil anses for den mest kendte dronemusik i repertoiret; det varer ca. fire minutter.[1] Wagner hævdede i sin selvbiografi Mein Leben,[2] at den musikalske idé kom til ham, mens han lå halvt i søvne på et hotel i La Spezia i Italien, men dette er blevet bestridt af John Deathridge og andre.[3]

Das Rheingold fik premiere på Nationaltheater i München den 22. september 1869 med August Kindermann i rollen som Wotan, Heinrich Vogl som Loge og Wilhelm Fischer som Alberich. Wagner havde ønsket, at denne opera skulle have haft premiere som en del af den samlede cyklus, men han blev tvunget til at lade Das Rheingold få en tidligere premiere efter pres fra sin mæcen, kong Ludwig 2. af Bayern. Da den samlede cyklus blev opført, blev operaen spillet den 13. august 1876 i Bayreuther Festspielhaus.

  1. ^ Erickson, Robert (1975): Sound Structure in Music. University of California Press. ISBN 0-520-02376-5, s. 94.
  2. ^ Mein Leben: Bind 2 af Wagners selvbiografi på Project Gutenbergs hjemmeside (i engelsk oversættelse).
  3. ^ "The New Grove Wagner" af Deathridge, John og Dalhaus, Carl (W.W. Norton & Co., 1984, 1997). ISBN 0-393-31590-8.

Developed by StudentB